Små huse, blomster langs hækken, duften af kaffe på terrassen og grøntsager, der bliver trukket op af jorden med lidt jord stadig siddende på rødderne. Kolonihaven er for mange noget helt særligt.
Men historien om de danske kolonihaver begyndte længe før de hyggelige træhuse og farverige haver, vi kender i dag. Allerede i 1800-tallet begyndte man flere steder i Danmark at give almindelige familier mulighed for at dyrke deres egne små jordlodder. Her kunne der komme kartofler, kål, løg og andre grøntsager i jorden, og familien kunne få glæde af det, de selv havde dyrket. Haven gav samtidig frisk luft, plads omkring sig og mulighed for at skabe noget med egne hænder.
I Aalborg tog det for alvor fart
Et vigtigt øjeblik i kolonihavernes historie kom i 1884. I Aalborg tog Jørgen Berthelsen initiativ til en ny havekoloni, hvor et større område blev opdelt i små haver, som familier kunne leje. Her fik hver familie sin egen lille plet jord, men haverne blev samtidig en del af et fællesskab med en demokratisk valgt bestyrelse.
Det blev en model, som senere bredte sig til mange andre steder i landet. Kolonihaven var ikke længere bare et stykke jord. Den begyndte også at blive et fællesskab.
Et grønt fristed tæt på byen
I slutningen af 1800-tallet voksede de danske byer hurtigt, og mange familier boede tæt. Her blev kolonihaven et kærkomment fristed. Pludselig kunne man gå ud gennem byen og ende et sted med græs under fødderne, grøntsager i bedene og plads til børnene. Familierne kunne tilbringe fritiden sammen, dyrke jorden og nyde solen.
I København begyndte organiserede kolonihaveforeninger også at vokse frem. I 1891 blev der anlagt kolonihaver ved Guldbergsgade på Nørrebro, og kort efter kom flere foreninger til. En af dem var Haveforeningen Vennelyst ved Christianshavns Vold, som blev oprettet i 1892 og stadig eksisterer i dag.
Fra køkkenhave til sommerfristed
I begyndelsen handlede kolonihaven især om dyrkning, men langsomt ændrede den karakter. Et lille redskabsskur kunne blive lidt større, der kom måske et bord og et par stole, og blomsterne fik mere plads mellem grøntsagerne.
På den måde blev kolonihaven efterhånden mere end et sted, hvor familien dyrkede mad. Den blev også et sommerfristed, hvor man kunne spise sammen, få besøg, spille kort, drikke kaffe og nyde de lange sommeraftener. Det kolonihaveliv, vi kender i dag, begyndte for alvor at tage form.
Fællesskabet blev en vigtig del
Efterhånden som flere kolonihaver kom til, voksede også foreningslivet. Naboer hjalp hinanden, og der blev holdt sommerfester, arbejdsdage og fælles arrangementer. Nogen havde altid et godt råd om tomaterne, mens andre kunne hjælpe med et utæt tag eller en hæk, der var blevet lidt for høj.
Kolonihaven blev derfor både privat og fælles på samme tid. Man havde sin egen lille have, men man var også en del af noget større.
Glæden ved den lille grønne plet består
Kolonihaverne overlevede store forandringer i det danske samfund. Byerne voksede, boligerne blev bedre, og det blev langt lettere at købe grøntsager året rundt. Alligevel forsvandt kolonihaverne ikke.
For selv om behovet ændrede sig, blev glæden ved haven ved med at være den samme. Det var stadig rart at komme ud, stadig rart at dyrke noget selv og stadig rart at høre fuglene og snakke med naboen over hækken.
I dag er kolonihaven for mange ikke længere nødvendig for at få mad på bordet. Til gengæld giver den noget andet: ro, natur, fællesskab og mulighed for at skabe sit helt eget lille sted.
Nogle dyrker næsten hele haven. Andre vil helst have blomster. Nogle elsker projekter og småbyggeri, mens andre mest er til kaffe på terrassen.
Der er plads til det hele.
Og måske er det netop derfor, kolonihaverne stadig betyder så meget. For selv om Danmark har forandret sig enormt siden de første små jordlodder blev anlagt, er glæden ved en lille grøn plet stadig den samme. Et sted hvor tempoet falder, hækken bliver grænsen til hverdagen, og sommeren gerne må vare lidt længere.